Gladsaxe Lokalhistoriske Forening
   Oprettet 1941 som Historisk-topografisk Selskab for Gladsaxe Kommune

Lerkar

 Årbøger 
 Andre publikationer 
 Gladsaxes historie 
 Efter reformationen 
 1800-tallet 
 1900-1919 
 1920-1939 
 1940-1959 
 1960-1979 
 1980- 
 Om foreningen 
 Bestyrelse 
 Vedtægter 
 Bliv medlem 
  Forside  
  Arrangementer  
  Årbøger  
  Gladsaxes historie  
  Om foreningen  
  Links  

 

Om Højgården i gamle dage:
Bondegård - pensionat - rådhus - gæstehus
Af C. L. B. Cramer

Skovgæster på vej til Hareskoven har vanskeligt kunnet undgå at lægge mærke til en gammel bondegård på højre side af Frederiksborgvej (Bagsværd Hovedgade). For det første ligger den højt på bakkens  top med vid udsigt, og for det andet er en del af gården opført af kampesten.
Nu er næsten kun stuehuset tilbage, men engang var den kommunens største gård, og i ca. 200 år har den båret navnet »Højgården«. Der er dog minder fra dens jord, der er langt ældre. Ved Slangerupbanens anlæg 1905 fandt man ved Højgården en grav fra folkevandringstiden, der indeholdt den store kors formede smykkenål, der nu er historisk-topografisk selskabs bomærke, nogle skeletdele og et par lerkar. Nationalmuseet betalte 15 kr. i findeløn.


1841 skete der noget mærkeligt for den mand, der stod og gravede i sin have ud for 13 km stenen - tidligere Højgårdens jord. En spadefuld jord afslørede 2 bronzestykker fra et sværd og en dobbeltknap af bronze. Også den gamle langdysse ved Skovbrynet nær gårdens grænse er et vidnesbyrd om, at oldtidens folk har færdedes her. Det er et stort tab, at vi mangler udskiftningsbøger og kort, så vi ikke ved, hvad den bonde hed, der flyttede ud fra Bagsværd, efter at Christian den Syvende i 1766 havde gjort ham til selvejer.
Antagelig er det omkring 1770, at han har revet sin gård ned eller solgt stedet og er flyttet ud på Bagsværd mark eller overdrev, som det dengang hed.


I 1932 udkom en bog af Andersen-Testrup »Skytten på Højgård«. Forfatteren giver os en beskrivelse af Højgård på Christian den Fjerdes tid - altså mere end hundrede år, før den blev bygget. Vi har intet bevis for, at Højgård har eksisteret dengang.
Det har været et hårdt slid for bonden at komme i gang, for hele området har været en kratbevokset ødemark. Tilmed var jorden stenet og sandet. Ikke særlig fin landbrugsjord. Efter de gamle kort at dømme har der været en skov mellem gården og byen - der hvor Hareskovbo ligger. På kortet fra 1809 i »Gladsaxebogen« finder vi Sandværksengen og Sandværksskoven, mens brandforsikringsprotokollen 1841 og auktionsprotokollen 1844 har Saugværksgården. Det sidste navn lyder mere troværdigt eller sandsynligt.

Lægen og botanikeren Johan Theodor Holm
Der har i alt fald været en bebyggelse på overdrevet før Højgården. Allerede 1766 lå Holmehus på den anden side af vejen. Forfatteren Th. Gliemann skriver i »Geographisk-statistisk Beskrivelse over Københavns Amt« 1821, at Højgården er en udflyttergård fra Bagsværd, at stuehuset er teglhængt, opført af kampestens grundmur, en etage høj, med kvist og indrettet til en familie uden for bondestanden. Gården har 5 udhuse, dels af kampestens grundmur og dels af mur og bindingsværk. Gården havde 12 heste, 20 køer, 8 stk. ungkvæg og 20 svin.
Vi er så heldige, at der i Landsarkivet findes dokumenterne til en retssag mellem sognepræsten i Gladsaxe, dr. Kalkar, og ejeren af Højgården, proprietær Smidt, der ved auktionen 1844 erhvervede Højgården.
Dommeren har gjort sig den ulejlighed at nedskrive Højgårdens historie, og på den måde får vi en del oplysninger om gården.

En oktoberdag 1765 fandt lægen og botanikeren Johan Theodor Holm sammen med en ven ud til Bagsværd sø på en af sine ture. Denne mand skulle komme til at præge Bagsværd. Han havde et ganske ejendommeligt livsløb. 1731 blev han født i Nyborg, og som faderen studerede han lægevidenskab og tillige botanik. 31 år gammel blev han professor ved Sorø akademi. Opholdet her blev ikke af lang varighed. Hovedstaden drog ham, og det var på en af sine ture derfra, at han tabte sit hjerte til Bagsværd sø.
Først slog han sig ned på nordsiden, hvor han byggede Sophienholm, opkaldt efter hans hustru. 1790 solgte han denne villa, men på dette tidspunkt havde han allerede sat meget i gang på den anden side af søen.

 
I hovedstaden steg han hurtigt og sikkert op ad rangstigen. Han blev direktør for postvæsenet, hofchef hos enkedronningen og leder af Den kg!. Porcelænsfabrik.
Også æresbevisninger dalede ned over ham. Han blev overkammerherre, adlet med navnet Holmskjold og meget mere. . . Men han nøjedes ikke med at være embedsmand og hofmand.
Med utrolig energi kastede han sig over arbejdet med at ændre søens sydside, der dengang var opfyldt af moser, uvejsomme sumpe og græsklædte skrænter. 2 øer i Bagsværd sø, Cathrineholm og Langholm, blev landfast ved Holmstrøms afvanding. 1782 byggede han Aldershvile slot. Han opkøbte en stor del af sydsiden, gravede kanaler, fyldte op.
5. juli 1785 fik han skøde på 10 jordlodder på Bagsværd overdrev. Dem lagde han til Højgården. Hvornår han har købt denne gård, ved vi ikke. I skoven neden for Højgården finder man endnu spor af et teglværk, som formodentlig har leveret sten til hans bygningsværker. Men det kneb for ham at skaffe penge til alt dette. Han måtte låne, bl. a. af kongen og biskop Balle. Ved hans død 1793 viste det sig, at han havde kasseunderskud og skyldte mange penge væk.
Først 1801 blev boet afsluttet, og højesteret måtte klare de sidste vanskeligheder.
Året efter hans død blev hele herligheden: Slot, Højgården, Søhuset, Sandværksgården, som man skriver i skødet, Udsigten og Fruens skov af dødsboet solgt til den svenske greve Adolf Ludvig Ribbing. Fra auktionen på gården 6. juni 1794 ved vi, at gården havde et areal på 111 td. land. Desværre er en brandtaksation fra 20. april 1792 forsvundet. Derfor kender vi ikke gårdens udseende på den tid, men nok taksationsbeløbet.

Den svenske greve Adolf Ludvig Ribbing
Den nye ejer var meddelagtig i mordet på Gustav den Tredje i Sverige 1792. Han reddede livet, men blev landsforvist. Ribbing elskede sit smukke herresæde med skov og agerbrug og håbede at leve her til sine dages ende. Højgården blev nu betragtet som avlsgård til Aldershvile, og man talte ikke så meget om Højgården, mere om godset eller hovedgården Aldershvile.
Louis Bobe har skrevet om grev Ribbing i »Historiske Meddelelser om København« 1 r. 4. bd. Desuden findes der på Frederiksdal slot en større korrespondance mellem ham og hans smukke naboerske, enkegrevinde Schulin. I Folkebladet for Gladsaxe kommune har jeg den 14. december 1961 behandlet brevene og hele denne kærlighedshistorie, der strakte sig fra 1793 til 1796. Desuden har Gyrithe Lemche i sin lille novelle» Tyrannens Blod« skildret den smukke, livlige enkegrevinde og den mandige, svenske adelsmand. Begge findes der billeder af på slottet, og desuden et par mørke malerier, som Ribbing malede i fængslet, da han ventede sin dødsdom.
Enden på historien blev dog, at Ribbing skuffet og ulykkelig forlod Danmark. Han døde i Paris 1843 78 år gammel og betegnes som journalist og redaktør. Ribbings stedfader oberst Maclean, der fra først af havde købt ejendommen til sin stedsøn, overtog igen godset, men skilte sig snart af med det til oberst P. L. Oxholm, der 1797 tillige købte Frederiksdal.

Oberst P. L. Oxholm
Ifølge Biografisk Leksikon er Oxholm født 1753. Han blev uddannet som officer og kom som kommandør af militsen til St. Croix. Sammen med sin embedsgerning drev han en plantage, der indbragte ham mange penge - især på grund af negrenes billige arbejdskraft. Som følge heraf var han modstander af negrenes frigivelse.

Peder Nicolaj Arbo og Cathrine Collet
1814 blev han guvernør på øen, men det var kun kort tid, og han døde på Frederiksdal 1827. Men forinden havde han allerede 8. juni 1804 solgt Aldershvile gods til Peder Nicolaj Arbo, der var gift med Cathrine Collet, en af landets rigeste damer. Om dette par, der ejede godset til 1845, ved vi en hel del. Dels findes der flere bøger om slægten, bl. a. Hauch-Fausbøll: Slægtsbogen 1900. Og dels findes der på Landsarkivet 6 store pakker mærket P. A. Arbo.
James Collet anlagde omkring 1700 i Christiania (Oslo) et handelsfirma, der gav sig af med trælasthandel, skibsrederi og jordejendomme. Han døde som Norges rigeste mand 1727. Ved sit giftermål blev Arbo optaget i dette store handelshus. Han var dog ikke uden midler selv, så parret manglede ikke noget, og Arbo drev også forretning i Danmark, navnlig i trælast. Ægtefællerne, der var barnløse, ejede foruden godset Aldershvile herregården Lundagergård i Præstø amt.
I et brev til sognefoged Cadovius, Mørkhøj, skriver Arbo, at han kan henvende sig til en af familiens boliger i København: Holmens Kanal 259 (nu 12) eller villa Sans Souci, Frederiksberg. Arbo var en interesseret og dygtig mand. En del år havde han på Højgård en fortrinlig forvalter, der hed Madsen. Hver uge fik Arbo et brev fra ham og hver måned et fint udført regnskab. Overskriften er gerne »Gode Far« og underskriften »Deres hengivne tjener«. Madsen lover at akkordere med arbejderne, så udgifterne bliver billigst muligt.
Dette er gårdens 10 arbejdere selvfølgelig ikke tilfredse med og beder om mere, »da alting er så dyrt«. Pudsigt nok findes der en mængde regninger på indkøb af talglys. Bedre belysning har man ikke haft på den tid, lader det til.
Arbo havde et svagt helbred, og Madsen er i brevene meget bekymret, men havde bestandig det bedste håb for sin chef. Det hjalp dog ikke. Arbo døde på Aldershvile den 16. september 1827. I Arbos tid nåede Aldershvile gods op på 251 td. land, idet han 24. august 1814 købte Mouritz Andersens gård på 50 td. land (matr. 6a).
Højgårds jord strakte sig nu til Bindeledet. Gården havde stadig et teglværk, som Madsen af og til omtaler. Og så kører Madsen masser af sten væk fra den stenede grund. Fruen fortsatte gårdens drift til 1845. Amtmanden over Præstø amt, grev Knuth, hjalp hende dog med driften af Aldershvile gods .
1844 stillede fruen godset til auktion. Først ved den 3. auktion fik Frederik Smith fra Slagelseegnen hammerslag for 56500 rdl. - tinglæst 8. jan. 1845. Han boede en halv snes år på Aldershvile, medens enken efter Højgårds forpagter fru Marie Schoubo drev gården med 6 tjenestefolk. Smith var kun 27 år og hans hustru 21, da de slog sig ned på Aldershvile med kusk, staldkarl, tjener, kokkepige og amme til 2 små børn.

Grosserer W. Nyegaard
9. januar 1856 fik grosserer W. Nyegaard skøde på godset. Det lader til, at han har ombygget Højgård. I brandtaksationsprotokollen 2. juni 1856 meddeles, at hovedbygningen er »forandret og forbedret<Foruden stuehuset bestod gården af en østre bygning af kampesten indrettet med port til gennemkørsel. I den nordre bygning var en lille lejlighed, karlekamre samt plads til 18 heste og 40 køer. Endvidere var der en lade på 26 fag og småhuse.
I slutningen af 1850erne var Ernst Kristian Bagge forpagter på Højgård, og ved auktionen 2. februar 1860 fik han skøde på hele godset. Med ham sker der noget meget betydningsfuldt, idet han 19. december 1866 solgte Aldershvile med tilhørende omgivelser til baron Chr. Herman Stampe. Nu kom altså Højgård til at stå på egne ben. Højgård fik matrikel 14 a og 6 a og Aldershvile 14 b. Alle villagrunde i Bagsværd matrikel 14 og 6 stammer altså fra Aldershvile eller Højgård.
Bagge synes at have været en dygtig mand med et charmerende og vindende væsen. Økonomiske vanskeligheder havde han i begyndelsen på den karrige jord. Det lysnede, da han fik solgt Aldershvile. 31. jan. 1866 solgte han desuden 68 tdr. land fredskov til Staten. Et stendige inde i skoven viser endnu den gamle grænse mellem Højgårds skov og Statens. Skoven fik matrikel nr. 63.
Ved disse salg blev Højgård et rent landbrug på 177 td. land. Der var stort folkehold på gården i de tider. 1860 var der 8 tjenestefolk plus en ung forvalter på 18 år. 1870 var der 10, deriblandt en tørvekusk og en kusk. Tørvehandelen må altså have spillet en større rolle. Senere fik han dog bedre hjælp, og det var også nødvendigt, da han efterhånden kom med i det kommunale styre. Han var den sidste formand i forstanderskabet og den første sognerådsformand i Gladsaxe-Herlev kommune 1867. Desværre tvang sygdom ham til at nedlægge hvervet 1873, men i adskillige år fungerede Højgård som kommunens rådhus. Bagges sidste år var mærket af megen sygdom og store lidelser. Han døde 1882.

Proprietær Claus Jensen fra Tjørnegård i Gentofte
Dødsboet solgte gården til proprietær Claus Jensen fra Tjørnegård i Gentofte, der var ejer til 1895. Dette år kom 2 unge sønderjyder herop og ville købe gård. Loddet faldt på Højgården. De var kun først i tyverne og var uddannet som landmænd, men de havde også forstand på mejeridrift. De to mænd var brødre og hed Gustav og Mathias Nissen. Da de købte gården, havde de lige aftjent deres værnepligt som tyske soldater. Som før nævnt har Højgård aldrig været nogen guldgrube. Jorden er mager og stenet. De unge mennesker var heldigvis fulde af energi.
De anlagde cementstøberi og fik mejeri og mælkevogne. Kuranstalten var de med til at bygge og drive, og der gik da også af og til nogle grunde, så det hele tegnede godt. 1907 hedder det i »Danske Gårde« om Højgården:
Hovedbygningen ligger smukt, omgivet af en prægtig, gammel have. Lejligheden omfatter 11 værelser. Til gården hører et cementstøberi. Bygningerne er til dels af kampesten.
Og så kom 1. verdenskrig og satte stop for det virksomme liv. Brødrene havde været tyske soldater og var derfor tyske statsborgere. Danmark havde udleveringspligt, selvom man selvfølgelig nødigt udleverede sønderjyder til tysk krigstjeneste.
Nærmest af skræk solgte de 1916 Højgård, flygtede væk og skjulte sig, til tyskerne tabte krigen, og der intet var at frygte. En del af gården - ca. 77 td. land - beholdt de dog til udstykning. Mathias Nissen, der havde boet på Højgård, medens broderen boede i Lyngby, døde 1934. De nye ejere, overretssagfører A. F. Basse og et par Slagelse-handelsfolk.
N. Lundgård og R. Jensen, var ikke videre interesserede i landbruget, men mere i udstykning. De boede aldrig selv på gården, men havde en bestyrer til at tage sig af de 100 td. land, der var tilbage.
Da Bagsværd Hovedgade blev udvidet, fik gadestykket gårdens gamle matrikel nr. 14 a og gården 14 id. I de følgende år skiftede ejerne ret hurtigt. Det var ikke mere landbruget, det gjaldt. Udstykningen forvandlede gårdens jord til en blomstrende villaby.
1924 solgte inspektør A. B. Kæmpe m.fl. gården til ingeniør Einersen. Fra 1931 til 1943 havde direktør J. Kierulf Lange ejendommen. Samme år erhvervede Indenrigsministeriet gården, der blev anvendt til bolig for byggeri- og boligvæsen. Så kom møbelhandler Chr. Hoffmann Sørensen. Den sidste private ejer var sygeplejerske frk. Karen Stoffregen, der 30. december 1963 solgte den gamle gårds rester til Gladsaxe kommune. Frk. Stoffregen havde aldrig selv boet på Højgård, men havde lejet bygningen ud til pensionat.
Der er dog sket en ydre forandring i disse år. Ser man gamle billeder eller ældre billeder af gården, lægger man mærke til, at murene på stuehuset er dækket af et lag puds. For en halv snes år siden begyndte man at fjerne dette lag, så de smukke kampesten kom til syne. Det har pyntet.

Gladsaxe Kommune overtager Højgården
1967 sagde kommunen de sidste lejere op, og siden er der gjort en del fra kommunens side for at forskønne den gamle gård. På Højgårds jord ligger Nivedam, eller som navnet nu lyder Nydam, ved Skovalleen. Før var den omgivet af skov. Den er et eksempel på, at historiens greb rækker langt.
Den energiske og praktiske dronning Charlotte Amalie ejede omkring 1670 Frederiksdal og Bagsværd. For at drive ejendommens indtægter i vejret, anlagde hun fiskedamme. Deriblandt var Store Hulsø, Lille Hulsø og Nivedam. 1744 skænkede Christian den Sjette sin yndling Schulin Frederiksdal gods med retten til fiskeri i Bagsværd sø og de nævnte fiskedamme og dermed ejendomsret. Følgen var, at Holmskjold ved købet af Højgård måtte betale indfæstning og 10 rdl. årligt i leje for Nydam. Og det har lejerne af Nydam måttet op til vore dage. Dette var altså grunden til, at grev Ribbing kørte op til Frederiksdal slot for at betale de 10 rdl. Og dette besøg og de følgende blev årsag til, at han solgte Aldershvile og rejste. Først 23. juni 1906 overtog Højgård Nydam af Frederiksdal, og først da faldt den årlige betaling væk.