Velkommen

Besøg på Lokalhistorisk Samling, Transformervej 1, kun efter aftale.

Vi afholder jævnligt åbent hus, se under arrangementer. 

Besøg på Bagsværdfortet,
Møllemarken 27, kun efter aftale. 

Hvert år på befæstningsdagen, den sidste søndag i september, i 2025 er det den 28. september hvor der er åbent hus. Se arrangementer.

Følg foreningen på Facebook.

Gladsaxe har fået sin første “snublesten”.

Den 17. juni 2019 satte Snublesten Danmark landets første 12 snublesten til minde om personer, der blev forfulgt af nazisterne i Danmark. De første snublesten blev sat i København og på Frederiksberg. I 2020 satte Snublesten Danmark også snublesten i Gentofte. I 2021 kom Kgs. Lyngby, Odense og Kolding til, og i 2022 blev der tillige sat snublesten i Aarhus. I 2023 satte Snublesten Danmark for første gang snublesten i Vejle og Randers, og i 2024 kom Gladsaxe og Dragør til som nye kommuner. Gruppen har indtil videre sat 135 snublesten i 11 kommuner. 

Snublesten er et kunstværk og mindesmærke skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig. De første snublesten blev sat i Köln i januar 1995, og der er sat snublesten i 32 europæiske lande. I maj 2023 satte Gunter Demnig snublesten nummer 100.000. Antallet er nu i alt 112.000 (oktober 2024). Størstedelen af snublestenene er sat af kunstneren selv, og i Danmark har han gjort det både i 2019 og i 2022.

Man kan læse mere om “snublesten” på deres hjemmeside, hvor teksten og foto er fra:

https://snublesten.dk/

Chaim Leiser Altermann blev født den 15. august 1872 i Lomza i Polen. Han blev gift første gang i 1892 i Polen med Chaje Feige Goldstein, men dette ægteskab blev efterfølgende ophævet ved skilsmisse. Ægteskabet resulterede dog i fødslen af sønnen Ruben David Altermann, født 12. maj 1899 i Polen.

I år 1900 flygtede han fra datidens polske pogromer, og folketællingen angiver, at han i 1901 boede i Admiralgade 21.

Den 17. marts 1901 blev Chaim gift med Pauline (kaldet Fanny) Cohen (1875-1940), og de fik to børn: Simon og Frederikke Altermann. Chaim Leiser Altermanns børnebørn oplyser, at sønnen Ruben David blev hentet til Danmark fra Polen af sin far omkring 1909.

Familien bosatte sig i Søborg på adressen Gladsaxevej 112 på hjørnet af Gladsaxevej og Runebergs Allé. Huset er forlængst revet ned. Chaim ernærede sig som skræddermester og havde sin virksomhed på adressen. (Snublestenen for Chaim er sat ud for det hus, der har adresse Runebergs Allé 55-57, men den er sat rundt om hjørnet på Gladsaxevej, for her var indgangen til familien Altermanns hus.)

Da den tyske besættelsesmagt indledte aktionen mod de danske jøder i oktober 1943, lykkedes det ikke for Chaim at flygte til Sverige. Han blev arresteret af nazisterne lørdag den 2. oktober 1943, hvor han blev deporteret fra Langeliniekaj med skibet Wartheland. Skibet ankom til Swinemünde/Swinoujscie søndag morgen. Derefter blev Chaim Leiser Altermann sammen med 197 andre deporterede gennet ind i kreaturvogne og kørt til koncentrationslejren Theresienstadt. Han ankom til lejren udsultet og forkommen tirsdag den 5. oktober 1943 om aftenen.

Chaim Leiser Altermann overlevede ikke forholdene i koncentrationslejren og døde i en alder af 72 år den 29. januar 1944 i Theresienstadt.

Skrevet af Nili Baruch (Snublesten Danmark)

Kommende arrangementer

Program Efterår 2024/2025

November

Lørdag den 30. november  kl. 10 – 12  Årbogsudlevering 

2025:

August:

Lørdag den 23. august Gladsaxedagen, nærmere følger

September:

Søndag den 28. september Befæstningens dag, nærmere følger 

Alle tilmeldinger skal foretages til Robert Baldorf, robertbaldorf@youmail.dk eller tlf. 24 84 22 08

Husk at melde afbud, hvis I alligevel ikke kommer

Seneste udgivelse

Årbog 2024

  • Da sporvognen kom til Søborg. Med udbygningen af Søborg i begyndelsen af 1900-tallet blev der behov for nemmere transport ind til byen. Slangerupbanen lå langt fra Søborg, så man gik i gang med forhandlinger om at få forlænget sporvognslinje 16 fra Bispebjerg til Søborg Torv.

  • Kirkely – gartneri og blomsterhandel. I næsten 80 år lå der en blomsterbutik lige ved siden af Gladsaxe Kirke. Den sidste ejer, Richard Petersen, har fortalt historien om farfar og især farmor, der startede virksomheden. Den gik videre til far og mor, og Richard overtog efter dem.

  • Historien om Ermax på Rosenkæret. Ermax holdt i mage år til på Rosenkæret. Virksomheden var specialiseret i autoudstyr, især blinklys og anden belysning. Fem brødre var involveret i virksomheden. Jens Møller Nicolaisen har skrevet historien til VeteranTidende, og vi har fået lov at bringe den.

  • Mit liv som isenkræmmer – Mørkhøj. Børge Jensen er vokset op i Søborg, hvor han kom i lære som isenkræmmer hos Selmer Petersen på Søborg Hovedgade. Efterfølgende var han i en årrække indehaver af Mørkhøj Isenkram. Han har fortalt historien om et langt liv.

Man kan nu se generalforsamlingsreferater (2013 – 2024) på hjemmesiden under “Om foreningen/Generalforsamlinger” 

https://www.gladsaxelokalhistorie.dk/generalforsamling/

Bliv medlem af Gladsaxe Lokalhistoriske Forening. 

Henvendelse til kassereren: 
Christian Hansen, Marienborg Allé 35, 2860 Søborg. Tlf.: 2883 4342  eller mail : christian.hansen@oncable.dk
Kontingent for 2025 er 150 kr. om året pr. husstand. Indbetales på bankkonto 1551-6483437 eller MobilePay 653194 – alternativt til årbogsudleveringen den 30. november.

Husk at oplyse navn, adresse, tlf.nr. og gerne e-mail adresse ved indmeldelse.

Ved indmeldelse vil man få den seneste Årbog.