2019

Novozymes i Bagsværd – 20. og 26. februar 2019

Medarbejdere på Novozymes med byrådsmedlem Pia Skou i spidsen fortalte om Novozymes historie og viste rundt i laboratorierne.

Klik her for at se flere billeder

 

Generalforsamling – 6. marts 2019

Generalforsamlingen blev holdt i Café Drop Inn på Telefonfabrikken og forløb ganske udramatisk med formandens beretning, kassererens regnskabsaflæggelse, uændret kontingent og genvalg på alle poster.

Aftenen sluttede med, at tidligere byrådsmedlem Kim Wessel-Tolvig fortalte erindringsglimt fra sit spændende liv indenfor politiet. Her kom vi vidt omkring lige fra dramatiske oplevelser på Bornholm til jobbet som sikkerhedsvagt under sommer-OL i Atlanta i 1996.

Som noget nyt blev der i pausen serveret kaffe med kage, hvilket blev meget rost fra medlemmernes side.

Klik her for at se flere billeder
Klik her for at se referat fra generalforsamlingen

Erhard mod monopolet – 20. marts 2019

I Peter Langdals instruktion udfoldede Mungo Park årtiers krig mellem en af Danmarks store bykonger og “DR’s røde lejesvende”.

Klik her for at se flere billeder

 

Modstand – 8. april 2019

Foredrag om den danske modstandsbevægelse af Niels-Birger Danielsen, der har udgivet flere bøger  om den danske modstandsbevægelse. Han fortalte om nogle af de begivenheder, der trak blodige spor gennem Gladsaxe.

Klik her for at se flere billeder

Besøg på Mosegården – 6. og 8. maj 2019

Mosegaarden i Værløse, som kan dateres tilbage til slutningen af 1700-tallet, danner rammerne om lokalhistorien i Furesø Kommune. Vi fik historien om stedet efterfulgt af en guidet rundvisning i det meget spændende lokalmuseum, hvor også så stedets mange kister.

Klik her for at se flere billeder

Klokkeindvielse Sankthansaften – 23. juni 2019

Frugtbart samarbejde
Igennem hele vinteren og foråret er der i et frugtbart samarbejde mellem Gladsaxe Kirke og Gladsaxe Lokalhistoriske Forening arbejdet på at få placeret den gamle kirkeklokke fra Bagsværd, som foreningen sidste år fik overdraget, i en klokkestabel på plænen mellem Gladsaxe Kirke og Laden. I arbejdet har desuden deltaget menighedsrådet, kirkegården og KEN Maskinfabrik.
Økonomiske bidrag fra mange sider
Klokkestablen har kun kunnet se dagens lys gennem de økonomiske bidrag, som det har været omtalt i Gladsaxe Bladet.
Historien om klokken
I vores Årbog 2020 bringer vi en udførlig artikel om klokken, om klokkens omtumlede tilværelse og om det heldige arbejde med at få den tilbage til Gladsaxe.
Omkring 500 gæster til klokkeindvielsen
Der var festtaler ved formand for Gladsaxe Lokalhistoriske Forening Arne Fogt og borgmester Trine Græse. Gladsaxe Brass Band medvirkede til den gode stemning, som også den store fællesspisning på plænen bidrog til. Sognepræst Roar Tuxen Lavik fortalte i sin tale om arbejdet med klokkestablen og indviede klokken ved at slå de 3 x 3 bedeslag.

Klik her for at se flere bileder

Gladsaxedagen – 24. august 2019

Vi deltog med eget telt på Glad­saxe­dagen, hvor vi viste vores udstil­ling og solgte vores udgivelser. Mange medlemmer kom forbi og fik en snak med bestyr­elsen. 
De mange nye medlemmer fik denne dag en særlig velkomstgave med hjem.

Klik her for at se flere billeder

 

Gladsaxes transiranske forbindelse – 26. september 2019

Foredrag ved Morten Hansted.
Den transiranske jernbane blev bygget af danske ingeniørfirmaer tilbage i 1933-38. Arkitekten 
K.T. Seest, der stod i spidsen for byggeriet af Teherans hovedbanegård, har tegnet mange huse i Søborg og boede selv i Gladsaxe. 
Morten Hansted har skrevet bogen, “Danske eventyr i Iran” og fortalte om byggeriet af den transiranske jernbane og om koblingen mellem Søborg og dette fjerntliggende, eksotiske land gennem billeder og små filmklip.

Klik her for at se flere billeder

Bagsværdfortet – 29. september 2019

Vi deltog i Befæstningsdagen ved at invitere til åbent hus på Bagsværdfortet. Mange familier benyttede sig af det smukke efterårsvejr og lagde udflugten med børn eller børnebørn forbi fortet. I dagens anledning åbnede vi den svære jerndør, så fortets hemmelige indre kunne udforskes enten på egen hånd af de mest modige eller under sagkyndig guiding af bestyrelsen. Der var også mulighed for at komme op på fortes tag, hvor der ellers ikke er adgang. Mange børn deltog også i konkurrencen, hvor de gjaldt om at finde svar på underfundige spørgsmål. Som en ekstra belønning var ”Ung i Gladsaxe” parat med gratis vafler og varm kakao til børnene og en god kop kaffe til de voksne.

Klik her for at se flere billeder

Rejsekongen af Gladsaxe – 22. oktober 2019

Gennem 14 år stod Thyge Jensen for Gladsaxe kommunes mange pensionistarrangementer, og han fortalte levende om nogle af de hændelser og ejendommelige episoder, han oplevede som arrangør af kurser, rejser, skovture mv.

Klik her for at se flere billeder

Filmaften med GIV – 28. oktober 2019

Gladsaxe Internationale Venskabsforening (GIV) fejrede i 2019 50 års jubilæum. I den anledning genåbnede plancheudstillingen om venskabsbyarbejdet i Gladsaxe i Biliografen.

Senere på dagen var der film om venskabsbyarbejdet. Gladsaxe Film og Videoklub og Gladsaxe Bladets tidligere redaktør Jørgen Olsen havde samlet en kavalkade af filmklip fra Gladsaxe kommunes og GIV’s mange venskabsarrangementer og rejser fra 1962 og frem. Der var klip fra internationale venskabsbyarrangementer i bl.a. Gladsaxe, Wedding og Wilmersdorf i Berlin, Split, Koszalin, Klagenfurt og Sutton. Det blev en aften, hvor mange historier og minder blev genopfrisket.

Klik her for at se flere billeder

Årbogsudlevering – 7. december 2019

På denne decemberdag benyttede flere hundrede medlemmer sig af muligheden for at komme indenfor til åbent hus på Hovedbiblioteket, hvor et af årets højdepunkter fandt sted. Nemlig afsløringen af “Årbog 2020”.

Årbogen, som blev præsenteret af formanden Arne Fogt,  er igen i år fyldt med spændende artikler, som prydes af mange flotte billeder:

“Lyra Musik i 60 år” af Per Lykke Bræmer / Jens Mortensen
“Den genfundne kirkeklokke” af Flemming Bruun
“Fra fattighus til tidssvarende bolig” af Arne Fogt
“Familien Eskildsen på Buddinge Mark” af Per Højsland / Flemming Bruun

De mange fremmødte fandt hurtigt sammen med gode venner ved de mange borde i de to sale på biblioteket, som i dagens anledning var slået sammen til en sal. Mange medlemmer købte også ind af foreningens publikationer herunder “Kalender 2020”, som fremtrådte i nyt format og flot kvalitet.

Medlemmer og bestyrelse kunne sammen glæde sig over endnu en god sæson i Gladsaxe Lokalhistoriske Forening.

Klik her for at se flere billeder